svnoda

Gran Canaria guiden

Gran Canaria er danskernes favorit i vinterhalvåret. Kombinationen af relativ kort flyvetid og et dejligt subtropisk klima hitter blandt danskerne.

Gran Canaria er den tredjestørste af de syv kanariske øer. De fleste af øens ca. 830.000 indbyggere bor i hovedstaden Las Palmas, der med sine flotte strande, moderne indkøbscentre og gode restauranter er oplagt til en storbyferie.

Udover Las Palmas er der mange andre muligheder for adspredelse fra strandlivet på Gran Canaria. Lej en bil og kør en tur op i bjergene til betagende landsbyer som Teror, Arucas og Firgas. Nyd en dag i blomster- og dyreparken Palmitos Park eller tag børnene med til Gran Canarias største badeland, Aqualand. For golfinteresserede er der også flere muligheder for at købe et green fee.

De fleste gode strande på Gran Canaria ligger ved feriebyerne, men det er muligt at finde gode alternativer rundt omkring på øen. Tre af de bedste strande er Las Canteras i Las Palmas, ørkenstranden Maspalomas ved Playa del Inglés og den utroligt flotte Amadores strand ved Puerto Rico.

Når sulten melder sig, er der naturligvis rigeligt med restauranter. Mange serverer internationale retter, men det er værd at prøve de lokale specialiteter. Mest kendt er papas arrugadas (rynkede kartofler), som serveres med forskellige farverige mojos (sovse). Fisk spiller en stor rolle på De Kanariske Øer, og to typiske fiskeretter er caldo de pescado (fiskesuppe) og vieja sancochada (fiskestuvning).

Gran Canarias feriebyer ligger fortrinsvis i den sydlige del af øen, hvor der er flest solskinstimer. De klassiske feriebyer er Playa del Inglés og Puerto Rico, men der er nyere alternativer som Playa Taurito. Eller Meloneras, der med sine mange femstjernede hoteller, kasino og flotte golfbaner hurtigt er blevet den mest eksklusive ferieby på Gran Canaria.